Aldrig tilbage til det samme sted?

 

Kata Beach, Thailand, sommeren 2015, regntid, men solskin. Jeg går alene gennem byen. Min kone og vores to drenge er blevet tilbage ved hotellets pool for at nyde solen. Vi har ikke været heldige med vejret i år. Det har regnet de sidste fire-fem dage. Det er ikke underligt, at de trænger til sol, men jeg er rastløs, jeg trænger til at komme ud og omkring. Så her er jeg, på vej gennem byen, kurs mod stranden.

Jeg har været i Kata før. I 2009. Det var vores første rejse til Thailand, til Sydøstasien, til Østen, til troperne. Det var en forsigtig, tryg rejse. Booket gennem Spies, samme hotel i tre uger. Jeg ville ikke orke det i dag. Vi har rejst meget siden. I Thailand, i Sydøstasien, i Østen, i troperne. Nu booker vi selv. Rejser rundt. Bor sjældent mere end fem dage samme sted. Vi har været i regnskove, snorkelet med muræner og havskildpadder, daset på tropeøer uden biltrafik, vænnet os til slangerne, gekkoerne og edderkopperne. Vi har haft flyvende hunde med vingefang på omkring en meter susende tæt forbi i natten. Vi har set de smukkeste strande, det klareste azurblå vand, smukkere end turistkatalogernes photoshoppede løgne. Vi har lært at elske den lokale mad, trods flere tilfælde af maveonde. Vi opfatter stadig ikke os selv som vovehalse, men rejserne har flyttet grænser for, hvad der føles trygt. Der er ikke længere nogen af os, der ligger søvnløse, fordi der er en gekko på værelset.

Men samtidig er eventyret, de store oplevelser, de stærke indtryk, blevet sværere at finde. Sådan var det ikke i 2009.

Forstå mig ret, vi havde rejst en del i Europa og lige kysset Afrika, i Tunesien, vi havde badet mange steder i Middelhavet, i Sortehavet, i Atlanterhavet. Besøgt mange storbyer. Alt sammen trygge ferier for en lille familie. Dog med én regel: Aldrig tilbage det samme sted. (Storbyer dog undtaget.) Samme regel har vi holdt højt i årene efter 2009, når turene er gået til Thailand og Indonesien. Aldrig samme sted to gange.

Indtil i år.

Vi er tilbage i Kata.

Rejsen i år blev købt impulsivt og planlagt i sidste øjeblik, og skal det være helt firkantet, så boede vi i nabobyen, Karon, i 2009, ikke i Kata. Karon Beach er bare livsfarlig i regntiden. I løbet af de tre uger, vi var der i 2009, druknede syv personer, så vi fandt hurtigt ud af at smutte ned til den noget roligere Kata Beach i stedet. Og det var Kata, der tog vores hjerter. Smukke, smukke Kata Beach.

Kata Beach, Thailand, sommeren 2009, regntid, low season. Det var første sommer efter finanskrisen, så det var ikke bare low season, det var ultra low season. Vi havde Kata Beach nærmest for os selv. Drengene fangede fisk og eremitkrebs, hvor floden mundede ud i stranden, mens farvestrålende sommerfugle landede på badehåndklæderne. Kun lyden af bølgerne og drengenes latter hørtes. Det her slog de overfyldte turiststrande ved Middelhavet med så mange vognlængder, at det ikke var til at forstå.

Seks år senere er Kata en anden. Ligesom jeg er en anden. Det er ikke de samme øjne, der ser, men heller ikke det samme, øjnene ser på. Dengang var alt i området fortryllende, fremmedartet, eksotisk, eventyrligt. I dag? I 2015? Knap så meget.

Først og fremmest føles det ikke som low season. Der er Sunny Beach stemning, selv her midt på dagen. Der er unge russere alle vegne, larmende, festende. Jeg køber en alt for dyr cola i en kiosk, krydser hovedgaden og følger stien langs floden ned mod stranden. I 2009 var vandet så rent, at vi kunne se fisk svømme forbi. Jeg husker krabber på bredden, der vinkede med røde klosakse. Det var ved udmundingen af denne flod, at mine drenge fiskede i 2009. I dag er vandet en tyktflydende, ildelugtende, død, sort kloakmasse, der langsomt driver mod stranden. De unge russere lader til at være ligeglade, men mit hjerte græder en lille smule. Og det bliver ikke bedre, da jeg når stranden.

Jeg kan kende den med det samme. Den lille bro, pladsen med ventende tuk-tukker, restauranten. Jeg finder ‘vores’ sted på stranden nemt og hurtigt. Det var her, vi lå, her, vi fik vores første smag på, hvor smuk en ægte tropestrand kan være. Jeg har stakke af billeder taget lige her. I 2009 fik vi dem stadig printet ud til fotomappen. Det rene lyse sand, flodudmundingen, de regnskovsklædte klipper på den anden side af floden med den smukke fiskerestaurant bygget ind i junglen, rækken af longtailboats trukket på land for monsunen. Den lille klippeø et stykke ude.

I 2015 er longtailboatsene her stadig. Det er den lille klippeø også. Men ingen lader deres børn fiske i flodudmundingens plumrede vand. Der er russere overalt, så snart man bevæger sig tyve meter væk fra flodudmundingen. Det lyse sand er dækket af affald, efterladt af turister eller skyllet i land, hvad ved jeg, sikkert begge dele. Der er alt fra flasker, chipsposer, plastickopper, sko, rester fra badebolde, brugte kondomer, konservesdåser, døde fisk.

I 2009 var dette den smukkeste strand, jeg nogensinde havde set. Virkeligheden var smukkere end billederne. Denne dag i 2015 er det en losseplads.

Jeg har svært ved at rumme det. Jeg siger til mig selv, at noget af det nok er, fordi jeg har set flottere strande siden. Og så var det ultra low season i 2009. Det var også, før de russiske turister for alvor fik øje på Thailand. Det havde været godt vejr i ugevis i 2009. I år havde det regnet længe, og i dag var den første solskinsdag efter flere dages regn. Måske var det det?

Måske var Kata bare ikke Kata længere. På de lokale vandflasker fra Green Water er der billeder af Kata for ikke så længe siden, hvor der ingen by var, ingen hoteller, kun strand og palmer. Det var før backpackerne. Før turismen. Før.

Måske var reglen med aldrig at vende tilbage til det samme sted en rigtig god regel? Jeg vil hellere huske Kata fra 2009 end Kata 2015.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s