Chaufføren faldt i søvn, mens vi kørte

Det var en sen sommer aften i Bangkok 2011. Rejsen var slut. Vi skulle hjem. Uden for hotellet ventede transfer-bilen på mig og min lille familie.

Chaufføren tjekkede ikke, at vi var de rette passagerer, som transfer-chaufførerne ellers plejer at gøre et stort nummer ud af. Han åbnede bare døren for os, så vi kunne kravle ind i minibussens aircon, mens han og hotelpersonalet læssede vores bagage ind bagi. Der er gerne to eller tre rækker sæder bag chaufførens i de her transfer-biler. Denne var en lidt mindre model med kun to rækker. Min kone og vores yngste søn satte sig på den forreste af disse rækker, mens jeg og vores ældste søn satte os bag dem. Og snart susede vi af sted mod motorvejen.

Sen aften i Bangkok

Bangkok er en smuk by at køre gennem, når mørket er faldet på. De mange skyskrabere, lysreklamerne, Skytrains i femte sals højde og mylderet af trafik gør byen til et hav af lys.

Min kone, Anne Marie, gav udtryk for, at der var noget med chaufføren — hun var lidt utryg ved, om han vidste, hvor vi skulle hen. Der var ikke tid til at ende et eller andet forkert sted, vi havde et fly, vi skulle nå.

Jeg tog det mere afslappet. Hotelpersonalet havde nok snakket med ham, og skiltene langs motorvejen viste jo, at vi var på vej mod lufthavnen.

Jeg kunne ikke se chaufføren fra, hvor jeg sad. Desuden var min søn og jeg mere optagede af at spotte Baiyoke Sky Tower, dengang Bangkoks højeste skyskraber, da bilen pludselig tabte fart og begyndte at dreje til siden. Anne Marie råbte op, og jeg tror endda, at hun puffede til chaufføren. Imens drønede biler, lastbiler og busser forbi på begge sider af os.

Chaufføren var faldet i søvn bag rattet.

Anne Marie fik ham heldigvis vækket, inden det gik galt. Han kom til sig selv og forsøgte at køre videre som om intet var hændt. Da Anne Marie gik ham på klingen, nægtede han på meget dårligt engelsk at have sovet.

Mens han fortsatte med at køre ad den firesporede motorvej, diskuterede vi heftigt, hvad søren vi skulle stille op. Skulle en af os overtage rattet, eller skulle vi bede om at blive sat af, så vi kunne praje en anden vogn? Men vi var midt ude på motorvejen. Hvad kunne vi gøre? Der kunne også højst være 10-15 minutter til lufthavnen. Og jeg havde heller ikke set, at han sov. Jeg kunne ikke se ham ordentligt helt omme fra det bagerste bagsæde. Kunne det virkelig passe?

Trafik i Bangkok

Der gik ikke fem minutter, før chaufførens hoved igen faldt forover, og Anne Marie måtte ruske ham vågen. Denne gang forsøgte han at forklare Anne Marie noget, mens han pegede på instrumentbrættet. Anne Marie gav ikke mange flade ører for den forklaring, forstod jeg på tonefaldet.

Hun vendte sig mod mig, og nu var det så op til mig at beslutte, hvad vi skulle stille op. Jeg så ud på den tætte trafik omkring os på motorvejen. Havde vi været på en almindelig gade eller landevej, havde jeg forlangt, at han stoppede øjeblikkeligt, men vi var midt på en tæt trafikeret motorvej, og vi havde et fly, vi skulle nå.

Chaufføren grinede og sagde: “No problem.” Jeg skævede til Anne Marie. Drengene ville have besked om, hvad der foregik. Alle talte i munden på hinanden. “Airport, soon,” sagde chaufføren og pegede fremad.

Vi kørte videre. Anne Marie sendte mig lange, bekymrede blikke. Jeg havde svedige håndflader. Det var ikke den fedeste situation, jeg havde befundet mig i, for at sige det mildt. Hele min familie, alle de mennesker, jeg virkelig elskede, var samlet i den bil. Vores liv lå i hænderne på en fremmed mand, der heldigvis kun faldt i søvn en gang mere, før vi nåede lufthavnen, og kunne ånde lettet op.

Mine ben skælvede svagt, da vi trådte ud af bilen. Anne Marie var godt bleg i det, trods næsten fire uger i troperne.

Chaufføren grinede beklagende til mig, da kufferterne var bakset op på lufthavnens kuffertvogn, og hævdede, at han altså ikke havde sovet. Han havde bare kørt langsomt for at spare på benzinen.

Ja, right.

Reklamer

One thought on “Chaufføren faldt i søvn, mens vi kørte

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s