Skal sommerferien gå til Sydeuropa eller Thailand?

 

Vidste du, at det ikke behøver være dyrere at lade sommerferien gå til Thailand i stedet for til Sydeuropa?

I det følgende vil jeg punkt for punkt forsøge at vise forskellene på en sommerferie til Thailand i juli og en til Sydeuropa, så du bedre kan danne dig et billede af, hvad det vil sige.

Inden jeg starter, vil jeg understrege, at jeg ikke skriver det her for at få dig til at vælge det ene frem for det andet. Min lille solglade familie har haft fantastiske solferier begge steder.

Pris

Solopgang over havet nær Malta.

Rejseudgifterne til Sydeuropa er mindre, men hotellet og selve opholdet er dyrt. Det er omvendt med Thailand, hvor flybilletterne er den kostbare del af rejsen.

Derfor vil det være billigst at holde ferien i Sydeuropa, hvis man kun skal af sted i en uge. Er ferien længere, ser det pludselig anderledes ud. Allerede ved 14 dages ferie vil prisen være nogenlunde det samme. Det kan svinge lidt alt efter ens krav til hotel osv, men medregnes lommepenge og restaurationsbesøg, vil Thailand næppe være dyrest. Er ferien længere endnu, vil Thailand kunne gøres billigere — også selvom man smider en ekstra stjerne eller to på hotellerne.

Vejr og klima

Thailand ligger i troperne, og det er regntid i juli. Det betyder, at der med garanti vil være regnvejrsdage, men ikke at det vil regne konstant eller hver dag.

Du kan læse mere om Thailand i regntiden HER.

Regntiden er også den varmeste periode i Thailand.

Vil man være sikker på høj sol fra morgen til aften, er Sydeuropa det sikre valg. Sydeuropa er meget tørt og ørkenagtigt. Sahara ligger ikke langt væk. Det regner ikke meget i Sydeuropa i juli.

Rejsen

Hvor man sjældent behøver tilbringe mere end 3-4 timer i fly for at nå Sydeuropas strande, så ligger Thailand meget længere væk, og selv et direkte fly til Bangkok tager omkring 12 timer. Skal man ud til badestrandene og de smukke tropeøer, så skal man videre med fly fra Bangkok. Ofte kan man spare penge ved at tage en eller flere mellemlandinger, men det gør ikke rejsetiden kortere. Man kan godt komme ud for, at rejsen til Thailand tager et døgn, fra man går ud af hoveddøren til man smider sig i hotelsengen.

Det er underligt nok min erfaring, at det ikke er et større mareridt at tage den lange rejse med børn, end det er at tage de kortere til Sydeuropa. Det skyldes nok især, at langdistanceflyene er udstyret med skærme med computerspil, film og tv — og så at ungerne gerne falder i søvn i flyet. Det er lidt vanskeligere for et voksent menneske at få sovet meget i et flysæde, så man kan være lidt kvæstet de første dage i Thailand. Jeg synes dog ofte, at hjemrejsen slår hårdere.

Regnskoven på Koh Chang, Thailand

Kryb

Hvor man kan være heldig at se en enkelt gekko på ferien i Sydeuropa, så er det garanteret, at man vil se mange i Thailand. Sikkert også på ens eget hotelværelse. Thailand er mere levende, på godt og ondt.

Du kan læse mere om Kryb i Thailand HER.

Sydeuropa er ikke fri for kryb, ligesom Danmark ikke er det, men der er mere levende i Thailand.

Sprog

Kan man lidt engelsk, skal man nok klare sig i Thailand. Jeg vil ikke sige, at Thaierne taler perfekt engelsk, man skal lige vænne sig til, at mange har problemer med S’er og udtaler R som L.

Selvom engelsk bliver mere udbredt i disse år, så kan det være noget sværere at klare sig med engelsk i Sydeuropa, hvor man stadig ikke kan regne med, at folk taler andre sprog end deres eget. Nogle steder kan man bruge tysk i stedet. Andre steder må man pege sig frem.

Maden

Maden er fantastisk begge steder. Pizza smager bare bedst i Italien. Moussaka i Grækenland. Tom Ka Khai i Thailand. Dog kan børnene godt blive lidt trætte af thaimad. Det betyder så mindre, da der ofte vil være mulighed for at få en burger eller spaghetti i stedet. McDonald’s og den slags findes i Thailand, men kun i de store byer. I Sydeuropa vil det ofte være lidt lettere at få børnevenligmad.

Service

Folk er søde i Sydeuropa, men de kan godt være lidt skarpe i kanterne, og nogle tjenere og butiksansatte kan måske endda virke lidt arrogante – eller ugidelige. Drikkepenge er det klogt at huske.

Thaierne har lettere til smil og latter og virker mere jordnære. De gør meget for, at du har det godt. Drikkepenge er dit valg, men de bliver meget glade for dem.

Hotellerne

Da sommeren er low season i Thailand, er hotelpriserne meget lave. Hoteller er selvfølgelig forskellige, både i Thailand og i Sydeuropa, så man kan være heldig og uheldig begge steder — og man bør selvfølgelig tage sig tid til at tjekke udbuddet, og hvad hotellet tilbyder, før man booker.

Generelt er det min oplevelse, at morgenmaden på hoteller i Sydeuropa gerne er langt bedre end i Thailand.

Til gengæld er strandhytter eller villaer med egen pool, ja selv fem-stjernede hoteller til at betale, hvis man ønsker at krydre ferien med lidt luksus i Thailand.

Strand på Koh Yao Noi, Thailand

Strandene

Der er fantastiske strande begge steder — og kunne man have dem for sig selv, ville man være i paradis.

Det kan man ikke i juli i Sydeuropa, hvor mange strande er plasteret til med liggestole så langt øjet rækker, og der er tusindvis af larmende mennesker alle vegne. Selv de mest besøgte strande i Thailand virker nærmest forladte i sammenligning i juli-måned, og tager man lidt væk fra de mest turistede steder, kan man have stranden nærmest for sig selv.

Eneste minus ved strandene i Thailand i monsonen, altså regntiden, er, at der kan være stærke understrømme i havet. Især langs den vestligste kyst, blandt andet på Phuket, skal man tage sig i agt.

Snorkling og dykning

Man kan sagtens snorkle og dykke i Sydeuropa. Der er fisk og vandet er gerne lunt. Men det er ikke som i koralrevene i Asien. Selvom snorklingen og dykning skal være bedre i Thailand i højsæsonen, hvor sigtbarheden er bedre, så er der stadig mere at komme efter i regntiden end i Sydeuropa. Det er en oplevelse.

Trafikken

Jeg lejer næsten altid bil, når vi er i Sydeuropa. Det er gerne både billigt og let, og trafikken er måske nok lidt anderledes end hjemme i Danmark, men det er til at finde ud af.

I Thailand er det noget andet. Det er ikke så meget det, at de kører i den anden side af vejen, det er mere … at det er ét kaos. Der er scootere alle vegne, nogle gange med en hel familie stablet sammen på én scooter, folk står på ladet af pick-ups og lastbiler, i storbyerne er der lange køer overalt, vejene er ofte dårlige — og går det galt, bliver det måske meget hurtigt udlændingens skyld.

Selvom mange frygter slangerne og edderkopperne, når de skal til Thailand, så er trafikken altså langt farligere.

Jeg har ladet mig fortælle, at de fleste danskere, der kommer alvorligt til skade i udlandet, gør det i trafikken i Thailand. Gerne på en lejet scooter. Jeg ved ikke, om det passer, men jeg tror det gerne.

Til gengæld er det billigt at køre tuktuk eller taxi i Thailand. Det er let at komme rundt, og man behøver ikke køre selv.

Kriminalitet

Man kan ikke rejse nogen som helst steder hen, hvor der ikke er kriminalitet. Lommetyvene i Sydeuropas storbyer er berygtede. Der er forskellige scams og svindelnumre overalt. Taxaerne i Bangkok kan deres tricks. Der er stoffer i festbyerne, luderbarer, og det, der er værre, men man kan undgå de gader, det foregår i. Det gælder både i Sydeuropa og i Thailand.

I Sydeuropa kan mændenes tilråb og macho-attituder være en prøvelse for nogle kvinder. Den slags oplever man ikke i Thailand, eller hvis man gør, så er det thai-kvinder, der råber efter mænd.

Det gælder både mig og min kone, at vi har følt os tryggere i Thailand end i Sydeuropa. Selvfølgelig skal man tænke sig om og passe på sig selv.

Der sker desværre terror-angreb både i Sydeuropa og i Thailand, der har stort muslimsk mindretal i de sydligste egne. De er dog meget sjældne. Det gælder vist for både Sydeuropa og Thailand, at visse områder er mere udsatte end andre.

Sygdomme

Thailand er et tropisk land i Asien. Der er malaria i visse dele af landet, dog ikke i de fleste turistområder. Myggebalsam er et must. Der er dengue-feber, og mange fremmede bakterier, vesteuropæiske maver ikke altid er så glade for. Der er en betydeligt større risiko for at få et maveonde i Thailand.

Thailand har hospitaler, der i visse dele af landet er fuldt på højde med vores, i andre måske knap så meget. Ambulance-services er private forretninger, som kun kører med dem, der har råd. Man skal have en god forsikring, før man rejser.

Det er nu også klogt, når man rejser i Europa at have en god rejseforsikring.

Romerske ruiner i Catania, Italien,

Kultur og historie

Hvor Sydeuropa er så spækket med ruiner, historiske bygninger og museer, at man nærmest falder over dem, skal man gøre en større indsats for at finde dem i Thailand. Selv gamle bydele kan være svære at opdrive. Det skyldes, at mange af turistbyerne ikke var andet end en håndfuld fiskerhytter for bare 30-40 år siden. Bountystrandene ligger ofte langt fra de historiske steder. De mange buddhistiske templer er det mest i øjnefaldende. Og de store buddha’er.

Masseturisme

Nu er turisme og turistbyer mange ting, og den ene behøver ikke ligne den anden. Sydeuropa har sine turistfælder med barer, natklubber, tivolier, souvenir-shops, junk-restauranter osv. Det har Thailand også.

I Thailand i regntiden er der mindre gang i omsætningen, så det larmer måske lidt mindre end i Sydeuropa. Vil man have fred, så skal man holde sig fra de værste turistbyer. Det er så forholdsvist let at komme til i Thailand. Der er mange småøer, og de større af dem kan man bo på. Der kan man finde ro.

I Sydeuropa fylder tyske og engelske turister godt i landskabet. Det gør skandinaverne selvfølgelig også. Lige som man møder mange andre nationaliteter.

I Thailand er der også turister fra det meste af verden, men japanere og på seneste russere fylder godt. Og skandinaver.

Reklamer

One thought on “Skal sommerferien gå til Sydeuropa eller Thailand?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s