ABETEMPLET I DEN HELLIGE SKOV

Luftfugtigheden stiger brat, det øjeblik man træder ind i parken. Der er hedt her inde mellem de ældgamle regnskovstræer. Vi har været i regnskove før, så jeg kender den tunge, klæbrige hede fra tidligere, men dette er en park midt i Ubud, Balis kulturelle center. Byens osende sværm af biler og scootere er ikke mange skridt bag os.

Parken kaldes turistvenligt for Monkey Forest eller Abetemplet, og det er ikke uden grund. Der er omkring 600 makakaber i parken. Makakker ser søde og charmerende ud for sådan nogle blege vesterlændinge som os, men vi havde haft et par oplevelser med makkaker i Thailand, som havde givet os en vis utryg respekt for dem. De kan være både aggressive og tyvagtige. I Thailand havde vi bemærket, at de lokale i områder med mange makkaker ofte havde slangebøsser liggende klar i nærheden, så de kunne holde aberne på afstand, hvis det blev nødvendigt. Så Anne Marie var ikke helt vild med idéen om at besøge Abetemplet, men jeg og drengene havde besluttet os for at tage derhen alligevel, nu vi var i Ubud. Anne Marie endte noget nølende med også at tage med. Hun krævede dog, at vi lovede at holde god afstand til aberne.

Drager vogter et af de tre templer i den hellige skov, Ubud, Bali.

For mange turister er formålet med et besøg i Monkey Forest det stik modsatte. Nemlig, at komme aberne så nær som muligt. Mange fodrer dem med bananer, som man kan købe på stedet, og gør man det, må man finde sig i at have aber kravlende rundt på en. Det ser meget uskyldigt ud, og slipper man godt fra det, giver det nogle sjove billeder at vise vennerne derhjemme. Men det er ikke tamme dyr, og aberne kan vise sig ganske aggressive, hvis man fx sætter sig på stensætningerne langs kanten af parkens stier eller forsøger at holde fast i den banan (eller det kamera), som aben har besluttet sig for at løbe med.

Anne Marie og vores to drenge på en bro ved Abetemplet, Ubud, Bali.

Men her var vi. Pludselig i lummer regnskovshede. Byens larm ladt bag os. Skovens lyde trådt i stedet. Fugle. Insekter. De første aber blev spottet i træerne, mens vi fulgte stien dybere ind i parken. Snart var vi ved det første af parkens tre templer.

Templerne er mere end 600 år gamle og er nærmest gået i et med den hellige regnskov omkring dem. De flotte stenfigurer er dækket af mos og massive rødder omslutter og hænger ned omkring bygningerne. Det er et særdeles stemningsfuldt sted. Ældgammelt, mystisk, levende. Det er smukt, dragende og fremmedartet. Som noget fra en Indiana Jones-film. Eller en horrorfilm om glemte helligdomme i ukendt jungle. King Kong. Eller noget.

For en som mig, der har en svaghed for at besøge kirkegårde og gravpladser ude i verden, var det også interessant, at Monkey Forest rummer en hinduistisk gravplads. Jeg har læst mig frem til, at afdøde begraves midlertidigt på dette sted, mens man afventer den store massekremering, der finder sted på området hvert femte år. Vi var der i 2014, og der skal have været en sådan massekremation året efter.

Midlertidig gravplads i den hellige skov, Ubud, Bali.

Nogle dage før havde vi set et begravelsesoptog gå gennem Ubud i retning af Abetemplet. Det er noget af et syn. Alle er klædt i hvidt. Forrest i optoget bæres en ‘kiste’, der er meget smukt udført. Anne Marie ville være fulgt efter optoget for at se, hvad der skete, og tage billeder, men jeg stoppede hende, fordi jeg synes, det var nærmest kvalmende, at vi som sådan opfattede deres død som vores turistunderholdning. Siden har jeg fået at vide, af folk, der kender Bali langt bedre end jeg gør, at det var en misforståelse fra min side. Begravelser er fester i Bali, og man skal ikke sørge. Man er velkommen til følge med og tage billeder.

Anne Marie foran en abefamilie i den hellige skov, Ubud, Bali

Det må have været en velhavende familie, vi så tage afsked med en afdød, for liget blev brændt kort efter, og man kunne stadig lugte bålet, da vi var i Monkey Forest et par dage senere. Det er meget dyrt at blive kremeret i Bali, og derfor er det kun de velhavende, der bliver det alene.

Parken er ikke gigantisk, men den er pakket med indtryk, og den trykkende regnskovshede slider også på kræfterne, så den opleves som rigeligt stor. På den gode måde. Historisk, stemningsfuld, dyster, levende på alle måder, som en tidslomme, en naturlomme, midt i Ubuds larmende trafik. Det var en oplevelse, jeg nødigt ville være gået glip af.

Og aberne? Jo, vi slap igennem uden skrammer. Sådan næsten. Til allersidst, ved det tredje tempel, hvor der af en eller anden grund var ekstra mange aber, så en af dem sig sur på Anne Marie og sprang op og puffede til hende. Hvorfor aner vi ikke. Måske bare fordi den kunne?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.