SNORKLING MED HAVSKILDPADDER

Det var i juli, 2014. Noget, jeg kun tidligere havde drømt om, blev virkeligt. Jeg snorklede med havskildpadder. Kun få meter ude, i lunt, krystalklart vand til livet. Jeg lå i vandoverfladen sammen med min ældste søn, Magnus, og fulgte forsigtigt efter en enlig havskildpadde, mens den græssede i sit eget rolige tempo. Indimellem stoppede den op og kiggede med doven nysgerrighed på os. Af og til svømmede den op til overfladen og stak hovedet op efter luft. Vi svømmede med en anden havskildpadde i går, og en ny i morgen. I går snorklede Magnus og min kone, Anne Marie, med to havskildpadder på samme tid. Dette slog alle tidligere snorkelture, vi havde været på.

Vores ældste søn, Magnus, snorkler med en havskildpadde

At se havskildpadder i virkeligheden, at svømme med dem, havde været en af mine helt store rejsedrømme, siden jeg var barn og så Jacques Cousteau i tv. Allerhelst ville jeg have dykket som Jacques Cousteau, men jeg var en dårlig svømmer, havde lært at svømme ret sent, og havde i øvrigt altid været i dårlig form og udstyret med minus-talent for sport, så jeg vidste, at det der med dykning nok var en af de drømme, der aldrig blev andet end drømme. Men vi havde snorklet flittigt på vores tidligere rejser, og mange af de steder kunne man læse, at der fandtes havskildpadder. Vi så dem bare aldrig, og jeg tænkte ved mig selv, at det sikkert var markedsføring for at lokke turister til, eller at man skulle ud at dykke for at se dem, og måske endda være meget heldig oveni, for alle arter af havskildpadder var jo truede.

Da jeg sad og planlagde vores Bali-rejse, faldt jeg tilfældigt over Gili-øerne, og læste med længsel øerne beskrevet som Turtles Capitol of the world, og jeg besluttede, at det blev vi nødt til at prøve. Også selvom jeg faktisk først troede på, at vi ville komme til at se nogen havskildpadder, da vores anden søn, Edward, fik øje på én den første dag, vi var i vandet. Jeg ville bare så gerne opleve det.

Men nu var vi der. På Gili Trawangan. Med det azurblå hav, koralrevene, det hvide sand, den bagende sol. Den afslappede stemning. Og havskildpadderne. De var her også. De var her virkelig.

Selv her på den største og mest turistede af Gili-øerne, var der ingen biler. Hestevogne gjorde det ud for taxaer. Vi boede lidt oppe af østkysten, hvor der var fred og ro, på et lille charmende hotel. Fra hotellet skulle man bare over ‘gaden’ så var man på den smukkeste hvide sandstrand med udsigt til den mindre ø, Gili Meno. Her lagde vi håndklæderne, tog snorkel og dykkermaske på, og så var det ud i vandet.

Hovedgaden på Gili Trawangan, Indonesien

Var der ikke lige nogen havskildpadder, svømmede vi lidt længere ud til koralrevet og stimerne af farvestrålende fisk. Selv uden havskildpadder var det et fantastisk sted at snorkle. Men det var havskildpadderne, der gjorde Gili til noget helt særligt. Der var mange, de var store, og man fandt dem helt inde på lavt vand.

Aftrækkerfisk, Gili Trawangan, Indonesien

De tre små Gili-øer ligger lige ud for det nordøstlige hjørne af den større ø Lombok i Indonesien. Lombok er nabo til Bali, og der går flere speedbådsfærger mellem både Bali og Lombok og Gili øerne. Hvis jeg husker ret tog det et par timer at sejle med speedbåd fra Bali til Gili T.

Selvom Gili Trawangan er den største af de tre øer, er den ikke større end, at man kan cykle øen rundt på en eftermiddag, selvom man tager den den med ro, og det gør man, for vejene er af sand, og det er nærmest umuligt at skynde sig. De to mindre øer, Gili Meno og Gili Air, er mindre turistede og mere primitive, siges det. Der kan være livligt omkring Gili Trawangans hovedstrøg om aftenen, hvor der er flere barer og restauranter, så søger man ro om aftenen, skal man holde sig fra det område af øen. Gili Trawangan har også en ganske højlydt moske, der kalder til bøn et par gange om dagen. Den må man lære at holde af.

Vi var der midt i ramadaen, og der blev festet og skudt fyrværkeri af på stranden om aftenen, både på vores ø og på de to andre. Men det var dagene og havskildpadderne, der gjorde Gili T til noget helt særligt for os. Drengene taler stadig om Anne Maries salige ansigtsudtryk, da hun kom ind på stranden efter sin første snorkeltur med havskildpadderne. Der er ikke meget, der slår den oplevelse.