De dødes rige

Indgangen til katakomberne i Paris ligger nærmest lige oven på metrostationen Denfert-Rochereau, og det første, vi ser, da vi kommer op fra stationen er køen. Den løber hele vejen rundt om den lille park, som indgangen ligger i. Jeg havde godt læst, at man skulle komme i god tid, og det troede jeg også, at vi gjorde. Men nej. Der er ikke andet at gøre end at stille os i kø og væbne os med tålmodighed. Det kommer til at tage lang tid det her.

Jeg er gyserforfatter, og jeg har en hang til at besøge creepy steder, og katakomberne i Paris har længe været på min liste over ting, jeg godt ville se. Det er tredje gang, jeg er i Paris. Det er 2016. Nu skal det være. Kø eller ej.

Et af de mange rum fyldt med menneskeknogler i Katakomberne i Paris.

Katakomberne er gamle kalkstensminer fra romertiden. Der skal være 300 kilometer underjordiske gange og rum under byen. Kun en del af disse er tilgængelige for turister, fordi de gamle minegange ofte er i dårlig stand. Nogle er styrtet sammen, andre oversvømmede. Det er let at fare vild, og det siges, at ikke alle der bevæger sig derned på egen hånd, kommer op igen. Det er naturligvis også forbudt at besøge andet end det sikre stykke af katakomberne, der er åben for turister. Alligevel skal der fra tid til anden have været både illegale restauranter, biografer og store fester i katakomberne.

Vi ender med at stå i kø i 3 ½ time, før vi endelig er fremme ved billetlugen. Heldigvis er det sommer og strålende sol. Vi skiftes til at smutte over i supermarkedet efter forsyninger. Vi er svedige fra den bagende sol og trætte i ben og rygge, da vi endelig bliver lukket ind. Og så går det ellers ned ad snoede vindeltrapper. Katakomberne ligger 20 meter under jorden.

Vel nede går turen videre gennem lange støvede gange, måske hundrede meter, måske længere, før vi endelig træder ind i et større rum. I rummets anden ende findes en døråbning under inskriptionen “Arrete! C’est ici L’Empire de la Morte”, hvilket betyder noget i stil med, “Holdt! Dette er de dødes rige.”

Kranier og lårben i Katakomberne.

De dødes rige. Her hviler knoglerne af seks millioner mennesker, stablet op i rum efter rum efter rum efter rum. Lårben og kranier yderst. Stablet i forskellige mønstre og formationerne. Og det fortsætter og fortsætter og fortsætter. Der er en meget speciel stemning. Luften føles tør og støvet. Lydene både dæmpes og springer rundt.

Nu man har stået i kø så længe, så kunne man frygte, at der blev lukket så mange mennesker ind, at man intet kunne se, når man først nåede frem, men sådan er det heldigvis ikke. Den lange kø skyldes ikke kun de mange besøgende, men også at man lukkes ind i små grupper med fornuftige mellemrum. Så man har plads til at suge oplevelsen til sig.

De seks millioner skelletter fylder mere end 300 underjordiske rum, og selvom man kun kommer gennem en lille del af dem på turen, så kommer man op igen af en ny vindeltrappe knap to kilometer fra indgangen – i nærheden af en metrostation to stop længere henne på metrolinjen.

Skelletterne stammer fra forskellige overfyldte kirkegårde i Paris, som man valgte at tømme af sundhedshensyn i 1785. De næste knap hundrede år blev flere end 30 kirkegårde på den måde tømt, og de mange skeletter transporteret ned i katakomberne til evig hvile.

Skiltet over udgangen bærer Dionysuis Catos ord, “Non metuit mortem qui scit contemnere vitam” – hvilket betyder noget i stil med: “Den, der foragter livet, frygter ikke døden.”

Det er selvfølgelig forbudt at tage nogle af knoglerne med hjem som souvenir, men det er alligevel fristende for nogle. Så fristende, at der er vagter ved udgangen, der tjekker tasker og rygsække for knogler. Og de er grundige. Så lad dig ikke friste.

Der er flere horrorfilm og horrorbøger, der foregår i katakomberne, og det er også et særdeles dystert sted at besøge. De stablede kranier, de ufattelige mængder knogler. De mange skygger. Lydene. Luften. Hvem var disse mennesker? Hvordan var deres liv? Hvem var de mennesker, der fragtede knoglerne gennem byen ved nattetide og stablede dem kunstfærdigt her?

Det var noget af en oplevelse. Vi er sultne, da vi træder ud på en lille gade. Huset, man kommer ud af, er så undseligt, at det nærmest forsvinder i gadebilledet. Overfor ligger en lille souvenirbutik, og rundt omkring os summer Paris af liv og levende mennesker.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s