At rejse i terrorens skygge

‘Hvorfor løber alle mennesker?’ spørger min yngste søn, Edward, og peger mod venstre. Han er ti år og sidder på sin 17-årige storebrors skuldre for bedre at kunne se fyrværkeriet ved Eiffeltårnet. Det er Bastilledag 2016, Frankrigs nationaldag. Det fejres med fyrværkeri i alle franske storbyer.

Jeg drejer hovedet og ser en folkemængde i panik komme løbende som gale. Direkte imod os. Jeg kan ikke se, hvad der sker, men jeg forstår, at mennesker i panik er mindst lige så farlige som det, der har skræmt dem. Alligevel er tanken nærliggende: Terrorangreb! Nu gælder det om at redde familien.

De andre siger, at jeg råbte, at vi skulle væk nu, men det husker jeg ikke. Jeg ved, jeg greb fat i Edward og fik ham ned fra Magnus’ skuldre, og sekundet efter kom folkemængden tromlende, og så skete der det, der bare ikke måtte ske.

Eiffeltårnet oplyst i tricolorens farver på Bastilledagen 2016.

Anne Marie og Edward faldt over en mand, der havde siddet på jorden ved siden af os. De næste sekunder kæmpede Magnus og jeg for at skærme dem af, så de ikke blev trampet ihjel af de mange panikkende mennesker, der stormede ind i os. Vi forsøgte forgæves  at få dem på benene igen. Jeg blev skubbet bagfra, mens jeg rakte ud efter Edward og gik i knæ. Af en eller anden grund husker jeg, hvordan andre mennesker klatrede over et gammelt smedejernshegn ind til Militærakademiet bag os. Jeg må have set til alle sider på en gang.

Minutter før havde vi stået fredeligt for enden af Champs de Mars, den park Eiffeltårnet står i, blandt franskmænd og -kvinder af alle typer, alle racer, alle religioner, og hørt dem synge nationalsangen. Fyrværkeriet satte igang, akkompagneret til musik og støttet op af farvet lys. Området var spærret af, kampklædt politi og soldater bevogtede alle indgange, og tasker og store lommer blev gennemsøgt, inden man fik lov at komme ind i parken.

Paris havde været udsat for flere meget grimme terrorangreb i løbet af de sidste år, og det var ikke det samme Paris, som vi havde besøgt tidligere. Der er nu strengere sikkerhedstjek for at komme op i Eiffeltårnet, end der er i mange lufthavne. Der er soldater med maskingeværer i byens gader. Man kan ikke besøge et museum, ikke engang Zoologisk have, uden at få gennemrodet tasker og lommer. Paris er bange.

Skyggen af terror er ikke ny

Frygten for terror sidder nok i os alle sammen efterhånden. Og når man er ude at rejse, føler man sig måske mere udsat end ellers. Man er på udebane, væk fra sin trygge hverdag, og selvom det jo er præcis det samme, der gør det fedt at rejse, så gør det ikke angsten for terror mindre.

At terrorister så også alle dage har haft for vane at gå efter transportmidler, fly, lufthavne, tog, togstationer, busser, osv — hvis ikke ligefrem turisthoteller og turistattraktioner — gør, at man som turist er mere udsat.

Tyrkiet, Tunesien og Egypten tiltrækker af samme grund ikke nær så mange turister som tidligere. Mange vælger de mest udsatte steder fra. Måske med god grund. Men det hører med til billedet, at ingen steder er helt sikre, og at terror har ramt danske turistmål, siden de fleste af os var børn. Spanien, USA, England, Tyskland, Italien, Holland, Tyrkiet, Israel. IRA, RAF, ETA, PLO, Hamas. Gidseltagninger, bombesprængninger, flykapringer, bilbomber.

Jeg husker selv den mest eksotiske rejse, jeg var på som barn: En campingferie i Holland i 1978, hvor vi holdt i kø ved grænsen mellem Tyskland og Holland, mens grænsevagter med maskinpistoler gennemsøgte bilerne. Holland havde da været ramt af flere terroraktioner rettet mod toge, hvor terrorister havde holdt passagererne som gidsler i dagevis. Terror er intet nyt fænomen.

Mindesmærket efter terrorangrebet på Bali i 2002.

At mærke skyggen af terror på rejsen

En aften på gaden i turistbyen Kuta på Bali i Indonesien, står vi pludselig foran mindesmærket for terrorangrebet i 2002, hvor 202 mennesker døde, heribland 3 danskere. Mindesmærket rummer en sort plade med ofrenes navne, og det er ubehageligt at tænke på, at de fleste af dem var turister som os, der bare havde været samme sted på lige præcis den forkerte aften. Tanken er ubehagelig. Men vi er i live, og der er ingen terrorister i aften.

Det var tættere på, første gang vi var i Berlin. Jeg havde haft mareridt om flykapringer natten i forvejen, hvilket ikke lignede mig, for jeg holder meget af at flyve. Et tilfældigt mareridt, der senere på dagen kunne ses som et varsel, havde jeg troet på varsler. Selve flyveturen derned gik fint i et mindre passagerflyv med propeller. Vi tog en taxa og tjekkede in på hotellet. Magnus var to år. Anne Marie tændte fjernsynet, der viste et af World Trade Centers to tårne. Røg væltede ud af bygningen. Jeg troede, at det er en actionfilm, og havde ikke fattet, at det var virkelighed, før et nyt fly ramte det andet tårn, og vi så til i en sær tilstand af måbende lammelse, da de to tårne senere styrtede sammen for rullende kameraer.

Her mange år senere, lyder det måske af lidt meget, at have følt, man var tæt på et terrorangreb, bare fordi man havde fløjet til Berlin, mens fire fly blev kapret i USA og fløjet ind i bygninger (det sidste nåede selvfølgelig aldrig sit mål), men verden var rystet i dagene, ugerne, månederne efter terrorangrebet 11. september 2001. Alle forventede mere eller mindre, at flere flykapringer ville følge, at disse fire blot var begyndelsen, og lysten til at flyve var voldsomt dalende. Vi havde syv dage i Berlin, inden vi skulle flyve hjem igen. Det var ikke længe at have til at vænne sig til tanken. Men det var stadig kun tanken.

Blomster foran den amerikanske ambassade i Berlin i dagene efter 9/11.

Bastilledagen 2016

Jeg råber til Anne Marie. Hvad ved jeg ikke. Magnus råber. Vi er begge i knæ nu og kæmper desperat for at skærme Edward og Anne Marie, mens den panikkende folkemængde stormer omkring os, støder ind i os som en bølge af mennesker. Denne gang er terroren kommet for tæt på. Denne gang er vi midt i det.

Jeg ved, at får jeg ikke Anne Marie og Edward på benene igen, vil de måske ikke overleve. Det er ikke noget aviserne skriver så meget om, men jeg har researchet katastofer og pyromanbrande, da jeg skrev romanen ‘Pyromania’, og derfor ved jeg, at mange ofre i slags situationer dør, fordi de trampes ihjel af panikslagende mennesker, der kæmper for at komme ud eller væk.

I de minutter stirrer jeg ned i afgrunden. Min familie er alt, jeg har. To af dem er faldet og i fare. Jeg selv og Magnus er i knæ, og vi kæmper nu mindst lige så meget for ikke at falde omkuld selv, og vi ser ud til at tabe den kamp.

Og så stilner det hele af. Folk holder op med at løbe, presset af menneskemængden forsvinder, og vi kommer alle fire på benene. Folk omkring os er skræmte, forvirrede, men lettede. Der skete ikke noget. Det var falsk alarm. Der var ingen terrorister. Hvad der skabte panikken ved ingen. Men det er ovre.

Fyrværkeriet brager stadig omkring Eiffeltårnet. Edward vil gerne hjem, så vi går langsomt mod udgangen. Betjente spærrer nedgangen til metroen og lader kun et begrænset antal komme forbi af gangen. Sikkert for at undgå, at folk skal blive presset ned fra perronerne og ud på skinnerne. Nede i gangene, der fører til metroen, møder vi nogle gamle bekendte, der også har været oppe at se Bastilledagsfyrværkeriet. De har intet mærket til nogen folkemængde i panik, og ud fra deres ansigtsudtryk at dømme, tror jeg ikke helt, de forstår, at vi mener det alvorligt. Vi er stadig ret rystede, og jeg tænker, at vi sikkert ikke har været voldsomt sammenhængende at høre på.

Da vi kommer tilbage på hotellet, fortæller portieren, at det sker af og til, at folk går i panik i Paris. Det har været sådan et stykke tid. De er bange og lette at skræmme. Vi går op på værelserne. Drengene har deres eget værelse, men Edward er stadig rystet og har brug for at tale om det. Magnus trækker mig til side og viser mig sin mobiltelefon. Der har været et terrorangreb i Nice, hvor en lastbil har kørt direkte ind i de mennesker, der stod og så på bastilledagsfyrværkeriet. Lige som vi havde gjort. Bare i en anden fransk by.

Vi var heldige. Andre var ikke.

Reklamer

2 thoughts on “At rejse i terrorens skygge

  1. Og så ender man lige med at tænke.. Tænk hvis jeg / du havde været i Nice den aften.Så havde du måske ikke kunnet skrive dette indlæg….
    Du skriver som sædvanlugt fantastisk godt og fangende.

    Venlig hilsen Rikke

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s