Når hotellet er en seværdighed i sig selv

This is the place you are looking for — if you know it.
If you don’t, you’ll never find it.
Skilt over indgangen til The Atlanta Hotel.

The Atlanta Hotel er ikke let at finde. Det findes ikke på hotel-portalerne eller i rejsekatalogerne, hvor man måske ellers er vant til at lede efter hoteller. Sætter du dig ind i en taxa i Bangkok, kan det ske, at chaufføren hævder, at hotellet slet ikke findes eller er lukket. Selv til fods kan det være svært at finde, for det gemmer sig helt nede i enden af en sidegade og gør ikke megen væsen af sig.

Det virker næsten, som om hotellet helst vil gemme sig lidt for strømmen af turister, der ellers vælter gennem Sukhumvit-området i Bangkok, og det er måske ikke helt forkert, for det er ikke et hotel, der byder alle velkommen.

The Atlantas pool var den første hotelpool i Thailand, da den åbnede for mere end 60 år siden. Den er stadig i brug.

‘Sex tourists not welcome,’ står der ved hotelindgangen, mens hotellets hjemmeside gør det klart, at gæster, der ikke følger hotellets regler vil blive smidt ud på stedet. Velopdragne børn er særdeles velkomne. Uopdragne ikke. Sex tourister, vandaler, festaber, larmende gæster og folk der ikke kan lide dyr, bør finde et andet sted at overnatte — eller helt blive hjemme, som der står på hjemmesiden.

Men for dem, der bydes velkommen, er The Atlanta Hotel en oplevelse i sig selv.

The Atlanta also does NOT WELCOME UNDOMESTICATED PEOPLE – the sort of people whose conduct and appearance give tourists in general and their compatriots in particular a bad name. When The Atlanta states ‘NOT WELCOME’, The Atlanta means it. There will be no politeness about it.
Citat fra The Atlanta Hotels hjemmeside.

Vi hørte om hotellet via en af Anne Maries kollegaer, da vi var ved at planlægge vores første ophold i Bangkok i 2011. Dengang kunne man kun reservere værelse på hotellet via fax, så den første forhindring var at finde en blandt venner og bekendte, der stadig havde en fax, der virkede, så vi kunne bestille værelset. (I dag skal man benytte en mail-form på hotellets hjemmeside.)

Vi havde rejst rundt i Thailand i tre uger, da vi kom til Bangkok sidst i juni 2011 og tjekkede ind på The Atlanta Hotel. Det havde været den fedeste og vildeste rejse nogen af os endnu havde været på, en rejse, der stadig står som en af vores bedste. Vi var solbrune og mætte på oplevelser og lidt overvældede af den kaotiske storby omkring os.

The Atlantas lobby.

At træde ind i lobbyen på The Atlanta Hotel er som at træde ind i en anden tid. Det ternede gulv, den runde sofa i midten, de buede diske og de udskårne gravhunde. Hotellet åbnede i 1952, men stilen virker tyve-tredive år ældre. Der er ånd. Og det fortsætter hele vejen op af de fine trapper og ind på værelserne.

Suitens stue.

Vi havde en suite med air con. Den bestod af to soveværelser, et fælles badeværelse og en lille stue. Indretningen er enkel, stilen gammeldags, som resten af hotellet. Det er ikke luksus set med nutidige øjne. Men man fornemmer, at engang var dette det fineste hotel i byen.

På scenen i hotelhaven spillede Louis Armstrong jazz i selskab med den folkekære thailandske konge, mens en meget ung kommende amerikansk præsident så til. Poolen, som ikke er ændret siden 1954, var den første hotelpool i Thailand. Den ligger i den i dag temmelig vildtvoksende hotelhave, der også rummer Thailands første børnepool, som dog ikke var brugbar, da vi var der. Et skilt fortæller poolområdets historie og forklarer, at alt er originalt fra 1950erne — pånær vandet i poolen.

Der er skilte og ord stort set over alt i hotellet. Inde på værelserne, på gangene, trapperne, i haven, i lobbyen, i restauranten, selv på restaurantens ølbrikker. Alt med stil, sort humor og stolthed. Jeg endte med at have læst alle skiltene flere gange.

‘I take as much pleasure in welcoming guests who appreciate The Atlanta’s ethos as I do in throwing out those who do not.’
Hotellets grundlægger tyskeren Dr Henn, citeret på en af de mange ølbrikker.

Der er ord alle vegne på The Atlanta, her på ølbrikkerne.

The Atlanta Hotel er et sted med værdier. Hotellet hviler i sig selv. Det drives ikke for forretningens skyld. Det er bæredygtigt. Det har hjerte. Det er katte og skildpadder, som personalet har reddet fra kødgryderne rundt omkring i byen. Et hjørne af hotellets have er tildelt skildpadderne, mens kattene også hænger ud i lobbyen.

En stor del af personalet har tilbragt det meste af deres liv på hotellet. Det er sådan et sted.

Hotellet har egen restaurant som slet og ret hedder Ah! — den er naturligvis i samme stil og ånd som resten af hotellet. Det er en lille perle. Der er god plads, da den kun er for hotellets gæster, eller gode bekendte af hotellet, og maden er glimrende. Restauranten bestyres af den sødeste og sjoveste ældre kvinde, Anong, som har været på hotellet siden starten af 1970erne. Hun alene er et besøg værd.

Jeg vil gerne understrege, at dette indlæg ikke er sponsoreret. Det er alene udtryk for begejstring.

Den sidste aften på The Atlanta. Anong med armen omkring Magnus og Edward.

Reklamer

2 thoughts on “Når hotellet er en seværdighed i sig selv

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s