Da slangen stak af midt under slangeshowet

Advarsel: Ude i verden har de en noget anden tilgang til dyr, end vi er vant til. Der er sjældent lovgivning omkring dyrehold, dyremishandling eller dyrevelfærd i mange af disse lande. Det er som turist ikke helt let at regne ud, om dyrene er blevet mishandlet eller ej, og ofte fortæller stederne historier om, hvordan dyrene er reddet fra den visse død, og nu har det godt hos dem, men disse historier er ofte forbløffende ens fra sted til sted. Er der noget, jeg i dag fortryder fra mine rejser, så er det, at jeg har været til et par af disse dyreshows. At det er sket, sådan lidt tilfældigt som her, og i befriende uvidenhed om, hvad jeg forvildede mig ind til, ændrer ikke på, at dyr vil blive mishandlet, så længe der er penge at tjene på det. Vi bør tænke os godt om. Og ikke kun for dyrenes skyld. Det er, som denne lille historie også viser, heller ikke ufarligt for os selv.

Det var første gang, vi var i Thailand. Det var juni 2009. Jeg og min yngste søn, Edward, der dengang ikke var fyldt 4 år endnu, skulle finde noget at få dagen til at gå med, mens de to andre lavede noget andet.

Lige meget hvor glad man er for hinanden i familien, så er man meget tæt sammen i mange timer, når man er ude at rejse, og især i de år, hvor drengene stadig var små, valgte vi med jævne mellemrum at dele os op, så vi alle fik lidt luft fra hinanden — og samtidig fik mere individuel tid sammen, sådan to og to.

Jeg havde læst på nettet, at der var et sted, man kunne ride på elefanter i udkanten af nabobyen Kata, og det blev vi enige om at prøve, mig og Edward. Så vi gik ned til krydset ved stranden i Karon, hvor vi vidste, at tuktukkerne holdt til.

Jeg forklarede chaufføren, hvor vi ville hen, og han rystede på hovedet og sagde, at det sted var lukket på grund af low season. Men han kendte et andet sted, som også var meget meget bedre.

Det har sikkert været løgn. Passagerne er ikke de eneste, der betaler for turen. Ofte vil tuktukkerne have en lille sideforretning kørende, hvor de får penge for at levere kunder til forskelligt turist-gøgl. Det kan sagtens have været tilfældet her, at det elefant-sted, vi ville køres til, ikke havde en aftale med denne chauffør, og han derfor forsøgte at få os til at vælge et sted, han havde en aftale med. Money talks.

Men det var som sagt vores første besøg i Thailand. Så jeg troede ham på hans ord, og vi aftalte en pris og blev kørt ud til et sted, hvor der både var go-kartbane, elefantridning og vist også et par andre ting. Men chaufføren stoppede ikke ved elefanterne. Han stoppede ved et slangeshow.

Edward var tændt med det samme og begyndte at argumentere for (han har argumenteret, siden han sagde sin første sætning), at vi så slangerne i stedet for elefanterne. Jeg var ikke så vild med idéen, men inden jeg fik set mig om, var der flere unge thai-piger omkring os. Det var ultra low season pga finanskrisen, der stadig havde verden i knæ, så der var ikke andre kunder end os, og Edward var fyr og flamme, og det var ikke særlig dyrt, og lige pludselig, så havde vi købt billetter og blev vist indenfor af en af de unge thai-piger.

Hun spurgte, hvor vi var fra, og viste sig endda at vide, hvilke slangearter, der levede i Danmark. Jeg havde Edward på armen. Begge drenge har siddet nærmest konstant på min arm, indtil de blev for tunge. Herfra oplevede de verden og fordøjede de mange indtryk.

Vi blev ført ind i en lille slangepark, hvor forskellige lokale slangearter og andet kryb blev holdt i bure. Det første stop var parkens stolthed. De store kongekobraer. Vores guide pustede på den ene for at få den til at løfte hovedet truende, så jeg kunne tage billeder af den, mens hun forklarede, at der ikke var så mange kongekobraer tilbage på Phuket. Men denne her var nu blevet fanget i Patong. Den største turistby på øen. Bliver man bidt af en kongekobra, fik vi at vide, så har man 15 minutter til at nå på hospitalet og få modgift. Ellers er det forbi.

Herfra videre til rottesnogene, som vi blev tilbudt at holde, men det havde vi ikke lyst til. Det forstod hun ikke rigtig. De havde mest rottesnogene som foder til kongekobraerne, fortalte hun, inden hun åbnede døren til et andet bur og bad os træde indenfor, hvilket jeg gjorde med Edward på armen, inden det gik op for mig, at der lå en kæmpestor python på gulvet. De kunne æde mennesker, fik vi at vide, og hun viste os et billede af en stor python med maven sprættet op, så man kunne se liget af et menneske inden i den. Vi kom hurtigt ud af buret igen.

En kobra hugger ud efter vores guide.

Næste stop var et bur med små sorte kobraer. Hun åbnede igen buret, og slangerne løftede hovederne og truede ad os. De fleste sad i træer inde i buret, men en enkelt lå i bunden. Den trak hun tættere på med en pind og viste os, hvordan den reagerede på hendes bevægelser. Så længe hun sad stille, gjorde den ikke noget, men vippede hun hovedet eller flyttede knæet, så bed den efter hende. Hun var hurtig og blev ikke ramt. Jeg stod bare der og gloede på den åbne dør ind til slangerne og svedte. Det her var ikke som slange-huset i Zoologisk have hjemme på Frederiksberg.

Jeg åndede en smule lettet op, da hun rejste sig op og lukkede døren ind til kobraerne. Men det stoppede brat, da hun smilede og sagde: ‘Now, you try!’

Jeg mumlede et noget forbløffet nej tak, men hun gjorde tegn til, at jeg skulle sætte Edward ned og gå tættere på buret, der heldigvis stadig var lukket. Lige inde på den anden side af trådhegnet sad et par ophidsede kobraer i nogle grene og hvislede ad mig. Hovederne løftet, og nakkerne spilet ud, som kobraer gør, når de truer. Jeg stirrede på dem. De var ikke en meter fra mit ansigt.

‘Move your head to make them strike,’ sagde hun bag mig. Og jeg prøvede. Jeg prøvede virkelig, men jeg kunne ikke. Jeg kunne simpelthen ikke. Hun grinede lidt og sagde, at de ikke kunne ramme mig på grund af hegnet, som om jeg ikke kunne regne det ud selv. Men min nakke var låst, jeg kunne ikke bevæge mit hoved. Og så længe, jeg stod der og glanede stiv som et bræt, gjorde kobraerne ikke andet end at true.

Jeg følte mig ikke videre macho, da jeg trådte væk fra kobraerne. En bevægelse, der krævede en hel del mere viljestyrke, end jeg måske lige havde lyst til at stå ved. Jeg forsøgte at trække på skulderne, sådan lidt for at bevare noget af min værdighed, da jeg sagde, at det kunne jeg vist ikke lige, men der var ikke meget af den seje gyserforfatters værdighed tilbage lige der. Jeg vendte mig mod Edward og tog ham op på armen igen. 

Turen gik videre forbi andre giftslanger. Disse formede et S med kroppen, når de truede med at bide, hvor kobraerne gjorde nakken flad. Her sprang hun ind i buret og viftede med hovedet for at få dem til at slå ud efter hende. Sådan blev det ved et stykke tid, før hun endelig førte os hen til en lille manege med tilskuersæder på to af siderne.

Vi var de eneste gæster, alligevel besluttede jeg hurtigt, at vi skulle op at sidde på øverste række, så langt væk fra slangerne som overhovedet muligt. Kort efter gik showet igang med larmede musik og en nærmest uforståelig, men råbende kommentator skrattende fra et sæt højttalere under loftet.

En kvinde sprang ind i manegen og fiskede tre af de sorte slanger, der formede S, når de truede, op af en trækasse og udførte forskellige kunster med dem. Første akt sluttede med, at hun løftede en af slangerne op fra gulvet med munden. Hun bukkede med slangen i munden, og kommentatoren jublede, så højttalerne var ved at falde ned.

Anden akt var en mand med tre almindelige kobraer. Han udførte også en række kunster med dem. Fik dem til at bide efter sig, greb en af dem og holdt den op mod os, mens den gjorde baghovedet fladt og den slags. Han havde ligesom kvinden tidligere de tre slanger placeret i en lille halvcirkel foran sig og var i stand til ved at bevæge knæ eller hoved at kontrolle, hvilken slange, der bed ud efter ham. Det var rimelig creepy at se på, for nogle gange så det ud til at være meget tæt på at gå galt. Jeg var i hvert fald ikke villig til at bytte job med manden.

Et kys til kongekobraen.

For slangerne har det næppe været det sjoveste i verden at blive tirret og hidset op på den måde for at pirre dumme turister som os. Jeg sad faktisk og fik lidt ondt af slangerne. De ville sikkert meget hellere bare passe sig selv. Næsten som om den ville bekræfte mine ord, besluttede den ene af kobraerne sig i det øjeblik for at stikke af. Den vendte sig fra slangetæmmeren, pilede hurtigt hen til kanten af manegen, op over kanten og direkte ind under de sæder, vi sad på. Edward krøb op på skødet af mig, mens jeg priste mig lykkelig for, at jeg havde bestemt, at vi sad helt oppe på øverste række og ikke nede ved manegekanten, for så havde vi bogstavligtalt haft en kobra fisende rundt mellem fødderne. Vi var vel nogenlunde i sikkerhed heroppe. Jeg forsøgte ikke at tænke for meget over, at sådan en kobra altså var giftig nok til at dræbe et voksent menneske. Og sagtens kunne klatre op til os, hvis den ville.

Nede i manegen havde slangetæmmeren travlt med at få styr på de to tilbageværende slanger, mens andre ansatte ilede til for at fange den undslupne kobra. Det tog dem ikke mange sekunder. Men det var trods alt lange sekunder, når man sidder der med sin tre-årige søn og ikke er vant til slanger.

Da slangen var fanget, besluttede de sig for at vise os slangen. Så de kom hele vejen op til os på øverste række med slangen, så vi kunne røre ved den. Jeg er ikke helt sikker på, hvad der fik mig til at gøre det, men jeg rørte faktisk ved den, og den føltes varm og blød. Da vi begge havde rørt den, tvang de munden op på den, så vi kunne se gifttænderne. De var nemlig gode ved dyr her, forklarede de, da man i mange andre slangeshows fjernede gifttænderne, så slangerne var ufarlige at håndtere. Til gengæld spiser en kobra kun bytte, den selv har nedlagt, så en kobra uden gifttænder er dømt til at sulte ihjel. Det var selvfølgelig meget rart at vide, men på den anden side, så havde det altså været en livsfarlig slange, der stak af fra dem lige før og pilede rundt lige neden under os. Jeg ved ikke rigtig.

Snart efter startede tredje og sidste akt. Den store finale. Den mandlige slangetæmmer var tilbage, denne gang med en 3½ meter lang kongekobra, som han blandt andet kyssede på hovedet, mens den truede med nakken bredt ud, klar til at hugge.

Det gjorde den heldigvis ikke. Vi fik senere at vide, at det var gået galt engang, hvor kongekobraen bed en af slangetæmmerne, og han måtte tilbringe fjorten dage på hospitalet efter at have fået modgift. Very painful, very painful. Oplevelsen havde efterladt et grimt ar på mandens arm, men han var tilbage på jobbet igen nu. Et sølle kobrabid var åbenbart ikke nok til at få ham til at overveje en anden karriere.

En kongekobra får et lille kys.

Reklamer

2 thoughts on “Da slangen stak af midt under slangeshowet

  1. Hej Steen, Jeg synes at det er rigtig godt at du bringer fokus på dyrevelfærd (eller hvad man skal kalde det) i udlandet.
    Det er os som turister, der holder den slags shows kørende. Vores penge afgør, som altid, hvad der skal forsætte og hvad der kommer til at stoppe. Der er altid mennesker som er klar til at udnytte dyr for ussel mammon. Og der er stadig helt utrolig mange, der ikke tænker sig om før de belønner denne adfærd.

    Er lige kommet hjem fra Den Dominikanske Republik, hvor jeg hver dag så på at folk lod sig fotografere på stranden, med aber, papegøjer og varaner (alle bundet i lænker). I boder solgte de skildpaddeskjold og tørrede kæmpesøstjerner til turisterne, søstjerner som der i forvejen ikke er ret mange tilbage af.
    Der er behov for at endnu flere bliver vækket, og tænker over hvad de støtter. Så tak for at du deler denne oplevelse.

    Kh Trine / https://miss-world.dk

    Ps. Hvis kobraen var sluppet afsted ud i skoven, ville den nok ikke have overlevet, for det er normalt at de trækker slangernes gifttænder ud. Sikkert også derfor han overlevede kobrabiddet 😉

    Liked by 1 person

    1. Det er i mine øjne et kompliceret emne. Jeg er blevet mere skarp på, hvad jeg vil og ikke vil være med til med årene, fx har jeg lige fravalgt at se havskildpadder lægge æg i Sri Lanka, fordi de beskrivelser af det, jeg fandt på nettet, rummede for mange, der havde følt, at man forstyrrede dyrene, når man stod 35-40 mennesker omkring en æglæggende havskildpadde. Samtidig tvivler jeg nok på, at den politiske forbruger kan redde verden. Folk er altid dygtige til at påpege andres synder. Jeg har fået vrede mails over, at jeg har fløjet på mine rejser. Og det er også sandt, at det forurener meget at flyve. Men man kan jo så ikke rigtig cykle til Thailand. Og jeg får også lidt dårlig smag i munden, når man står der som moralsk overlegen europæer med sygesikring og mad hver dag og skal belære mennesker i den tredje verden, om hvordan de skal holde dyr, når vores kanin herhjemme lever i en luksus, mange af disse menneske dårligt kan drømme om. Jeg forsøger i dag at styre uden om de oplevelser, jeg fornemmer vil give mig dårlig smag i munden bagefter. Men når det er sagt, så er det en kunst.

      Mht til slangen, der stak af, så ville den nok have overlevet. Den havde skam sine gifttænder endnu. De viste mig dem bagefter. Ligesom slangetæmmeren kunne fremvise ar på armen fra et bid fra kongekobraen. Så det sted var næppe et af de værste.

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.