MED UBÅD I DYBET

Signalet til dykning fylder det indre af ubåden. En langsom, rytmisk alarm. Duut. Duut. Duut. Vi sidder to og to ved ubådens runde, buede ruder, helt nede agter, i bådens bagende. Ud af bagruden kan vi se bådens skruer skubbe os fremad. Under hver af de runde ruder i ubådens sider sidder en lille skærm, der viser billeder fra oversiden af ubåden. Vi dykker ned, forlader Atlanterhavets overflade, og det giver et lille sug i maven.

Edward og Anne Marie i ubåden.

Det er ikke mange minutter siden, vi forlod Puerto de Mogan på Gran Canarias sydkyst i den skrigende gule ubåd og satte kurs mod åbent hav. Guiden har på flere sprog gennemgået reglementet for ubåden. Rygning forbudt og den slags. Man må ikke forlade sin plads under dyk, fordi det kan bringe ubåden ud af balance, og få kaptajnen til at miste herredømmet over den.

Ingen af os har været i en ubåd før. Det var en spontan idé. Vi opdagede tilfældigt ubåden, og her er vi. Jeg har altid været fascineret af livet dybt under havets overflade — min uindfriede barndomsdrøm var at lære at dykke, men da jeg aldrig har været nogen god svømmer, i særlig god form eller voldsomt modig, så er det aldrig blevet til andet end lidt snorkling. Helst, hvor jeg kunne bunde. Så da jeg opdagede ubåden i Puerto de Mogan var jeg fyr og flamme. Det måtte vi prøve.

Vrag set fra ubåden

Bådens indre oplyses af havet omkring os, hvilket giver os alle et blåligt skær. Vi dykker ned mellem stimer af fisk. Små fisk. Større fisk. Barracudaer. Ingen hajer. De er bange for ubåden, fortæller guiden. Det er vildt. Vi når bunden tyve meter nede. Følger klipper og rev til et skibsvrag, hvor fisk gemmer sig i tusindvis. Alt er badet i grønne, blå og turkise farver. Det er en fremmed verden. Vi peger fisk ud for hinanden, fascineret af dybet udenfor.

Amberjack set fra ubåden

Og netop da beslutter en familie længere fremme i ubåden sig for, at de sikkert kan se meget bedre nede bagi, så de rejser sig og kommer ned til os. Ubåden begynder øjeblikkeligt at vippe fra side til side. På det tidspunkt var vi ganske nær vraget af et sunket skib, nærmere end jeg helt brød mig om, inden fjolserne rejste sig op. Guiden råber af dem, men må selv på benene og nærmest genne dem på plads igen. Imens kæmper kaptajnen for at holde ubåden fri af vraget. Jeg bliver en anelse tør i munden et par minutter. Vi er dybt nede her. Hvis der sker noget med ubåden, vil næppe alle slippe godt fra det. Jeg sidder med Magnus i bagbordsside, Anne Marie og Edward sidder ved den modsatte rude i styrbordsside. Anne Marie og jeg sender hinanden et langt blik.

Heldigvis skete der ikke andet, end at familien, der ikke kunne blive på deres pladser, udtrykker deres utilfredshed med konceptet, og vi andre kan ånde lettet op igen.

Snart vender ubåden og begynder opstigningen igen. Turen varer omkring 40 minutter, og de er gået alt for hurtigt. Vi stiger op gennem nye stimer af fisk, mens sollyset glimter i vandlagene. Vi bryder overfladen og sætter kurs mod Puerto de Mogan og den bagende ørkensol.