PANIK UNDER VANDET

Vi sidder på knæ på bunden af en pool et sted i Playa del Carmen i Mexico. Mig, Anne Marie og Edward. Vi er alle i fuldt dykkerudstyr. Luftflasker, svømmefødder, BCD, våddragter, dykkermasker og regulatorer. Foran os sidder vores dykkerinstruktør, Aaron, og viser os forskellige øvelser, som vi bagefter skal udføre en efter en.

Det lyder mere roligt og lettere, end det er, når man skriver det her. Mine stive ben er ikke ovenudlykkelige over siddestillingen, og strømmen i poolens vand gør det næsten umuligt at blive siddende på samme sted. Jeg driver hele tiden frem mod Aaron, der må skubbe mig tilbage på plads igen og igen, og helt ærligt, det er ikke voldsomt opbyggende.

Edward efter at have bestået pool-delen af dykkerundervisningen.

Øvelserne går sådan okay. Man skal fx tage regulatoren ud af munden og smide den fra sig, så man ikke kan trække vejret, finde den igen, tage den i munden og blæse vandet ud af den. Man skal fylde dykkermasken med vand og tømme den igen ved at blæse luft ud af næsen. Man skal give tegn til Aaron om, at man ikke har mere luft, efter han har slukket for ens luftflaske, så man rent faktisk ikke har mere luft, og så få luft via hans ekstra regulator. Man udfører de første øvelser på lavt vand. Overfladen er kun lige over vores hoveder. Edward klarer alt uden problemer. Anne Marie har lidt problemer med de første øvelser med vand i masken. Jeg føler mig okay, indtil videre. Ud over problemerne med stive ben og min konstante driven rundt i bassinet.

Jeg har drømt om at lære at dykke, siden jeg har barn og så Jacques Cousteau i tv. (Jacques Cousteau opfandt regulatoren, der gjorde scuba-diving muligt, og lavede siden en serie naturprogrammer i tv, hvor han viste verden livet i havet.) Jeg havde nu forlængst opgivet nogensinde at komme til at dykke. Problemet var, at jeg havde haft meget svært ved at lære at svømme, var nærmest vandsskræk som barn, og oven i det var jeg bare dårlig til alt, hvad der havde med sport at gøre. Jeg husker stadig panikken, når jeg fik hovedet under vand — og allerværst — vand i næsen som barn. Hvis jeg lærte noget i idræt og svømning i skolen, så var det at undgå disse ting, så meget jeg overhovedet kunne.

Men drømmen havde været der alle årene, og selvom jeg stadig ikke var voldsomt tryg i vandet, når jeg ikke kunne bunde, havde jeg dog lært at svømme og har haft nogle fantastiske oplevelser med snorkel i Indonesien, Thailand og Middelhavet. Anne Marie delte ikke min drøm om at dykke, hun blev gerne nærmest hvid i hovedet, hvis jeg legede med tanken, og tja, jeg var også pludselig sidst i 40’erne, så der var undskyldninger nok for ikke at gøre mere ved det. Det kunne sikkert også være farligt med hajer og dykkersyge og alt muligt.

Aaron gør tegn til os om at følge efter ham ned i den lidt dybere ende af poolen. Nu er vi på måske to meters vand. Øvelserne bliver samtidig sværere. Jeg har især svært ved en af dem, hvor man skal tage dykkermasken helt af, sidde med den om armen i et helt minut, hvorefter man skal tage den på igen og blæse vandet ud af den med næsen. Min hestehale gør det ikke lettere at få masken på, og selvom man stadig har regulatoren i munden og kan trække vejret alt det man vil, så fyldes næsen med vand, og det føles, som om man er ved at drukne. Jeg klarer det, men kløjs så meget i vandet, da masken er på og tømt for vand, at jeg kommer til at svømme op til overfladen. Aaron kommer op til mig og siger, flot, du klarede det, men du skulle være blevet nede. Nu må du gøre det igen. Fuck. Fuck. Fuck. Men der er ikke andet for, for nu er jeg her, nu er jeg endelig ved at tage det pokkers dykkercertifikat, og de andre to er her kun for min skyld. Så ned igen, og denne gang lykkes det.

Både Anne Marie og Edward gør det bagefter uden problemer.

Magnus er ikke med. Han slapper af hjemme på hotellet. Han tog dykkercertifikat på efterskolen året før, og hans fortællinger om deres dyk omkring Fuerteventura i Spanien har været en anelse bittersøde at høre på. Fedt for ham, men jeg ville så gerne selv.

Hvælvingen for enden af revet Moc-Che omkring 12 meter under overfladen.

Men så skete der noget. Først skiftede Anne Marie mening. Hvis jeg så gerne ville dykke, så skulle vi lære at dykke, sagde hun. Så begyndte drengene at presse på. Hvis jeg nogensinde skulle lære det, så var det nu, inden jeg blev for gammel. Men jeg var stadig i frygtelig dårlig form, og man skulle kunne svømme 200 meter for at kunne tage det pokkers dykkercertifikat, og det lød helt uhyggeligt langt for mig, der stadig blev stresset, hvis jeg havde vovet mig ud på det dybe i svømmehallen.

Inden jeg helt havde fået set mig om, var det besluttet. Jeg fandt ud af, at Mexico var et rigtig godt sted at dykke. Gode gamle Jacques Cousteau havde gjort flere af dykkerstederne ud for Cozumel berømte, og der var endda mange gode spots, knap så dybe og uden megen strøm nær Playa del Carmen. Jeg fandt et dykkercenter, flybilletter og hoteller, og bookede det hele næsten et år i forvejen, noget jeg ellers aldrig gør, men når tingene var booket, så var der ingen vej tilbage.

Men den egentlige rejse var ikke med fly. Den skete inden i mig og med mig. Jeg havde bogstavligt talt ikke løbet en meter, siden jeg var barn. Og dengang fik jeg sidestik efter ti skridt. Det var måske 35 år siden nu. År, jeg havde tilbragt med at forfølge en anden drøm: At blive forfatter, en meget stillesiddende beskæftigelse.

Men nu skulle jeg i form. Jeg begyndte at svømme flere gange om ugen, og værre: Jeg måtte også i gang med at løbe. Det sidste var en overvindelse, jeg ikke havde forestillet mig. Første gang jeg var ude, kunnet jeg simpelthen ikke få mig selv til det. Jeg gik. Jeg kunne ikke andet. Ydmyget og rasende på mig selv, gik jeg ud igen i ly af mørket næste aften og fik løbet en lille smule, og i løbet af det år, der gik, inden vi endelig kom til Mexico, var jeg blevet en okay svømmer, der svømmede en kilometer tre gange om ugen og løb et par kilometer de andre dage. Jeg følte mig i mit livs form, eller noget. Men måske, set i bagklogskabens lys, burde jeg have øvet mig i at svømme med svømmefødder og tage en dykkermaske af og på under vandet, men det var ikke faldet mig ind.

Nu gjorde Aaron så tegn til, at vi skulle rykke ud på det dybeste af poolen. Han viste os, hvad den næste øvelse gik ud på, som de andre gange, ved at udføre den selv. Han tog dykkermasken af, tog den under armen og svømmede ned i den anden ende af poolen (vandet var grumset, og man kunne faktisk ikke se poolens ende, så han forsvandt i tåger) og tilbage igen, på med masken, tømme den for vand og færdig. Han pegede på mig som den første. Nu var det min tur.

En stime gule fisk gemmer sig under revet Jardines.

Jeg havde aldrig i mit liv svømmet en meter med svømmefødder på. Jeg havde stadig den der rædsomme følelse af at drukne siddende i hele systemet fra før. Jeg sank en klump. Den fede fornemmelse tidligere, spændingen, eventyret, da vi for første gang løftede slangen med venstre hånd, lukkede luften ud af BCD’en (den vest, man har flaske og udstyr gjort fast til, er også en oppustelig redningsvest) og sank ned i vandet til lyden af ens boblende åndedræt i regulatoren, var væk.

Jeg husker ikke, om mit hjerte galopperede af sted eller om det holdt op med at slå, jeg husker kun, at jeg tænkte, at der ikke var andet at gøre, end at gøre som Aaron lige havde gjort. Jeg ville lære at dykke. Intet skulle stoppe mig. Så jeg tog masken af, og det næste sekund havde jeg vand i næsen, og alt i mig panikkede. Fornuft, selvkontrol, selvbeherskelse, evnen til overhovedet at tænke slog fra, og jeg fløj nærmest op til overfladen.

 Og kom ikke ned i vandet igen. Jeg kunne simpelthen ikke. Jeg har aldrig oplevet at panikke på den måde. Havde jeg fået valget mellem at gå ned i vandet igen og få gjort øvelsen færdig eller lade 200 fuldfede fugleedderkopper kravle på mig, havde jeg valgt det sidste på stedet. Og jeg er ikke cool med edderkopper. Slet ikke fugleedderkopper.

Så jeg måtte sidde på kanten og se til, mens de andre gjorde øvelserne færdig. De var der for min skyld. Men jeg kunne ikke. Jeg havde fucket op. Farvel Open Water certifikat. Vi havde havdyk og dyk i områdets cenoter bestilt, og jeg ville ikke kunne udføre et eneste af disse. Jeg havde glædet mig så længe, jeg var fucking begyndt at løbe for det her. Og her sad jeg.

De andre blev færdige. Aaron sagde noget om, at jeg stadig kunne blive Scuba Diver, men jeg hørte det nærmest ikke. Vi tog hjem. Teoridelen af dykkerprøven skulle forberedes. Vi havde haft adgang til det meste online og havde forberedt os hjemmefra, men de sidste sider havde vi først fået adgang til nu. Jeg kunne ikke en skid. Vi spiste aftensmad og gik i seng. De andre sov. Jeg kunne ikke sove. Jeg endte med at tilbringe det meste af natten ude på balkonen. Alene. Ikke den fedeste nat i mit liv.

Skulptur af en konkylie på 12 meters dybde et stykke fra Cueva del Pargo.

Som led i undervisningen skulle vi have fire havdyk, hvor der også skulle udføres forskellige øvelser. To den næste dag og to dagen efter den. Jeg havde ikke lukket et øje hele natten og kunne ikke dykke – og rædslen sad stadig dybt i mig. Jeg skulle ikke ned i noget vand.

Anne Marie og Edward tog af sted, og jeg blev hjemme. Dykkercenteret tilbød, at jeg kunne komme med på de to sidste havdyk dagen efter, med en ekstra instruktør, der kun skulle tage sig af mig, og selvom jeg overhovedet ikke skulle ned i noget vand, da Anne Marie præsenterede mig for idéen, så stod jeg lidt til min overraskelse dernede den sidste dag.

Jeg følte mig måske ikke ligefrem som supermand, men jeg var der. Aaron sagde, at jeg manglede at udføre et par øvelser i havet for at få Scuba Diver certifikatet. Det betød til forskel fra Open Water certifikatet, at jeg ikke måtte dykke dybere end 12 meter og ikke måtte dykke uden instruktør. Open Water giver lov til 18 meter og uden instruktør. I virkeligheden ville det ikke gøre nogen forskel, for børn under 15 må alligevel kun dykke til 12 meter, og Edward var 11, så vi ville kunne udføre alle planlagte dyk, hvis jeg bestod. Men jeg kunne overhovedet ikke overskue tanken om flere øvelser under vand og var mere optaget af, om jeg kunne afbestille de aftalte dyk ugen efter. Vi endte på et kompromis, at jeg ville få tilbuddet om at fuldføre øvelserne, når vi var på bunden af havet, og hvis jeg ikke ville, kunne vi snakke om afbestilling, når vi kom tilbage.

Så vi tog udstyret på ryggen og gik ned på stranden, hvor en båd samlede os op. Jeg var en anelse stresset ved situationen. Men jeg kom i vandet. Lod mig falde bagover fra båden, så man gør. Og snart var vi på vej ned i dybet ved Chum-Zumbul revet. Anne Marie havde et par problemer med masken, men ned kom vi, og der var havskildpadder, rocker, massevis af fisk og muræner. Desværre havde jeg i min stress glemt at spytte i dykkermasken, så den duggede hurtigt til, så jeg kunne ikke se så meget. Der var en smal sprække forneden i masken, hvor jeg kunne se lidt. Men der var ingen panik. Det var faktisk ret afslappet, en rolig og fed følelse. Anne Marie, Edward og Magnus — der var med nu også for at tage et Refresher kursus — udførte deres øvelser, mens jeg dykkede rundt og så på fisk og koralrev ud af sprækken i duggen på dykkermasken i selskab med min instruktør. Til sidst blev vi placeret på den kridhvide sandbund, mens de allersidste øvelser blev udført, og da Aaron kom til mig og gjorde tegn til, at det var min tur, var der ingen panik. Jeg udførte øvelserne. En efter en. Otte meter nede. Jeg gjorde det.

Edward og Anne Marie under en stime fisk ved revet Jardines.

Så var det op til en halv times pause, mens vi sejlede hen til et andet lidt dybere rev, Jadines, og denne gang huskede jeg at spytte i masken. Til gengæld var der så hverken havskildpadder eller rocker.

Vi havde to havdyk mere ugen efter, også til lave koralrev ud for Playa del Carmen, Moc-Che og Cueva del Pargo. Den dag var der mere strøm i vandet, hvilket betød, for mig, men ikke de andre, at jeg skulle have haft ekstra vægt på. Så jeg tilbragte det meste af dykket ved Moc-Che med at kæmpe for at holde mig nede hos de andre, og da vi skulle op, kunne jeg ikke stoppe undervejs, som man skal for at mindske risikoen for dykkersyge, men susede lige op til overfladen, hvor jeg lå og plaskede rundt for at komme ned til de andre, indtil jeg opdagede, hvor jeg var. Jeg fik ikke dykkersyge, og ved næste dyk havde jeg fået ekstra vægt på, så der var alt perfekt.

Jeg er nu certificeret dykker med små fem dyk i logbogen, og en af mine store livsdrømme blev til virkelighed. Men skal jeg være ærlig, så aner jeg ikke, om jeg nogensinde dykker igen. Det må livet vise mig.

Er du en mere erfaren dykker, eller måske bare en mere modig person end mig, så samles store flokke af tyrehajer ud for Playa del Carmens strande i vintermånederne. Dykkercenteret, hvor vi tog vores certifikater, arrangerer også dyk med disse hajer. Det siges at være en stor oplevelse. Men tyrehajer er i top tre, når det kommer til angreb på mennesker, og af samme grund frarådes det at bade fra stranden i aftentimerne om vinteren, hvor hajerne kommer ind for at jage. Jeg ved ikke helt, om jeg turde.

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.