Varanerne i Lumphini Park

Bangkok er en spændende by at besøge. Det er en by af den slags, man aldrig rigtig bliver færdig med. Men Bangkok kan også være et overvældende bekendtskab, et kaos af indtryk, mennesker, skyskrabere, trafik, og efter et par dage kan alle trænge til lidt fred og ro — og måske også frisk luft. Bangkoks udstødningsgasser er en giftig cocktail.

En frodig oase midt i Bangkok

Og så er det måske tid til at hvile sanserne og besøge Lumphini Park.

Den godt hundrede år gamle park er et frodigt åndehul midt i Bangkok. Den ligger i gåafstand fra det centrale Bangkoks gigantiske shoppingcentre og skyskraberhoteller omkring Rama road og Sukhumvit, selvom den tunge hede i Bangkok måske vil få en til at foretrække en taxi eller tuktuk i stedet. Både metroen og SkyTrain har stationer lige ved parken, så den er let at komme til og fra.

Lumphini Park er en velholdt og stor park, der bruges lige så meget af de lokale som af turister. Her er vandløb og søer. Frodigt og grønt. Legepladser, vandcykler og alligevel ro til bare at være.

Men det er hverken størrelsen, beliggenheden eller den velplejede have, der gør Lumphini Park et besøg værd; det er først og fremmest varanerne.

Varan på vej i vandet i Lumphini Park.

Varaner er forholdsvis almindelige i det meste af Thailand, og det er ikke ualmindeligt at se et par stykker, når man rejser i Thailand, men de er sjældent så store som dem i Lumphini Park — eller så lette at spotte.

De thailandske varaner ligner Komodovaranerne, som mange måske kender drabelige historier om, men de er ikke nær så store og er ganske ufarlige, hvis man lader dem passe sig selv. Det er lidt som med svanerne i de danske parker, de gør ikke noget, men man kan godt komme galt af sted, hvis man kommer dem for nær eller tirrer dem. Det er sket, at turister har været lidt for opsatte på at tage en selfie med en af parkens varaner, og så kan de bide eller piske med halen. Lader man dem passe sig selv, gør de ikke noget.

En småtyk varan soler sig.

Selvom der er mange varaner i Lumphini Park, så kan det godt tage lidt tid at spotte den første. Igen lidt som med svaner i danske parker. De holder af vand, og man ser dem derfor lettest i vandet eller omkring parkens vandløb og søer.

De største af dem kan snildt måle mere end to meter fra snude til halespids, men de fleste er noget mindre.

Varaner er i øvrigt dygtige til at klatre. Man tror det måske ikke, når man ser dem. Men Edward og jeg blev engang på Koh Yao Noi overrasket af en stor varan, der lå og solede sig på muren omkring hotellets have. Den mur må have været mere end halvanden meter høj, og hvordan et så stort og kortbenet dyr er kommet der op, tør jeg ikke sige, men der var den. Den sendte os et træt blik og lod sig dumpe ned på den anden side af muren. Jeg kan stadig høre det bump, det gav, da den landede på den anden side. Der var vægt bag.

En hvid hejre på udkik efter fisk.

En stork ved bredden af parkens sø.

Udover varanerne og de frodige træer, buske og andre planter, rummer Lumphini Park også et rigt fugleliv.

Kridhvide hejre fanger fisk i vandløbene, mens duer, beostære og sangfugle kvidrer i buskene.

Den særlige asiatisk stork med det besynderlige buede næb er også ganske almindelig i parken.

Og så er der selvfølgelig ænder og vandfugle og meget andet.

Lumphini Park er mere end bare en frodig oase midt i den larmede metropol, mere end et åndehul, hvor man kan finde ro for en stund, det er et sted at udforske. Men man kan selvfølgelig altid vælge bare at nyde en pause fra Bangkoks kaos et timer. Lige meget hvad, er det et godt sted at søge hen.

Edward, Steen og Magnus på en bænk i Lumphini Park i 2013.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.