De blå lys i New York 9/11

Der er dage, man aldrig glemmer – og steder, man aldrig glemmer. New York 9/11 – også 14 år efter terrorangrebet – hører til den kategori.

Hvorfor er broer altid længere i virkeligheden end på film, tænker jeg, mens jeg i eftermiddagens sidste gyldne lys går over Brooklyn Bridge fra Manhattan til Brooklyn.
Det er d. 11. september 2015, og jeg er i USA sammen med min mand og datter, som blev konfirmeret tilbage i maj måned, og som fik turen til New York i gave som en slags moderne dannelsesrejse – præcis som flere af hendes klassekammerater gjorde det.
For sådan er vi mennesker åbenbart. Vi gør de samme ting på de samme tidspunkter – og således også nu her sidst på eftermiddagen lokal New York-tid, hvor strømmen af mennesker over en af verdens mest kendte broer er ligeså massiv og konstant som de evige selfies, alle turister – også vi – hele tiden tager på denne tur til New York.
Men ikke lige nu. For vi har en mission. Vi har nemlig fået at vide af flere lokale, at Brooklyn Bridge skal være det bedste sted at se de blå lys – eller ”Tribute in Light”, som det korrekte navn er. Og dem vil vi se. Vi er også blevet fortalt, at man skal stå ret tæt på bydelen Brooklyn, hvis man vil se dem bedst i forhold til Manhattans skyline. Så der er kun en vej, nemlig at gå alle næsten 2000 meter over broen, og det er langt, når man i forvejen har gået mange timer rundt i New York. Men afsted med os, hvis vi vil se de blå lys, og det vil vi.

De blå lys – ”Tribute in Light” – er et kendt New Yorker-fænomen, som kan opleves hver 11. september, og som er verdens måske smukkeste hyldest. Første gang de blå lys blev tændt var et halvt år efter terrorangrebet i 2001, og siden har de lyst hvert eneste år fra solnedgang d. 11. september til solopgang dagen efter.

”Tribute in Light” består af to kæmpekegler af firkantet blåt lys, der lyser fra Manhattans Downtown og flere hundrede meter op i skyerne, og som er lavet for at mindes Twin Towers – Tvillingetårnene, som stod dernede, inden de blev ramt af de kaprede fly og kort efter styrtede i grus – sammen med mere end 3000 mennesker, der døde dén septemberdag i 2001. Lyskanonerne er dog ikke på selve Ground Zero, hvor de efterladte samles for at mindes deres døde, men er placeret på nogle skyskrabere i nærheden.

Når man står på Brooklyn Bridge først på aftenen og kigger ind mod Manhattan, kan man i starten heller ikke se andet end at himlen og skyerne skifter farve og bliver mørkere. Men vi er sikre på, at de to lys nok skal vise sig – også fordi der hele tiden kommer mennesker, som stiller sig op ligesom os. Så vi bliver stående, og vores tålmodighed belønnes.

For da mørket sænker sig for alvor, kommer de to lys frem, først som en skygge. Men i takt med at lamperne bliver tændt i Manhattans skyskrabere, og himlen bliver mere og mere nattesort, så kan vi tydeligere og tydeligere se de to blå lys.

Tribute in Light – i sandhed. To store blå lys, der danner bro mellem det New York, der aldrig sover, og som ligner sig selv fra film og billeder – og så den himmel, hvor amerikanerne er sikre på, at deres efterladte er. For man skal tage ordene fra deres pengesedler – ”In God We Trust” – helt bogstaveligt.

Amerikanerne tror nemlig grundlæggende på en højere retfærdighed og på at de er forvaltere af denne. Det kan man som dansker godt tvivle på. Men når man er i New York i dagene omkring d. 11. september, så bliver man berørt af amerikanernes evne til ikke kun at mindes deres døde, men også at ære.

For de blå lys, der symboliserer de to tårne, som ikke findes mere, står ikke alene i de her dage. Overalt i kæmpebyen er der blomsteropsatser, fotografier af de politi- og brandfolk, der mistede livet og meget andet, der hædrer heltene fra 9/11. Og så er der alle blomsterne, brevene, tøjdyrene og alt det andet, som ægtefæller, børn og forældre har lagt nede ved Ground Zero, hvor så mange liv blev mistet og endnu flere liv ødelagt dén septemberdag.

Og nok kan noget af det virke overvældende følelsesladet og nærmest påtrængende udadrettet for en nordbo. Men det er smukt – og meget stærkt, at amerikanerne så åbent viser deres taknemmelighed – og ja, kærlighed til ikke kun deres kære, men også til dem, som de ikke kendte, men som gav deres liv for andre.

Så selvfølgelig sætter amerikanerne de to kæmpestore lyskanoner op hver eneste år, så der kan dannes denne blå bro mellem himmel og jord, som gør et væsentligt større indtryk på mig end jeg havde forventet. Jeg bliver usædvanligt stille og får våde øjne – og på turen tilbage til Manhattan over Brooklyn Bridge snøfter jeg flere gange, mens jeg ser henimod de blå lys – og det er ikke kun fordi, at mine fødder efterhånden er meget ømme.


Gæsteblogger: Dorte J. Thorsen.
Indehaver og redaktør af Danmarksbloggen.
Født i 1969 og oprindelig uddannet som kulturgeograf, men har siden 1997 arbejdet som journalist og har skrevet en bog om julen. I fritiden holder Dorte meget af både natur og kultur. Det første mest i vandet, da hun elsker at svømme og gerne svømmer på den god side af 425 km om året. Og det andet ved at gå i teatret, på udstillinger, i operaen og hvad der ellers er – hun er altædende, når det kommer til kunst og kultur. Privat er Dorte gift med en Ole, og de har sammen Anna, der går på gymnasiet.
Fotos i dette indlæg: Anna M. T. Frederiksen og Ole Frederiksen.
Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.