Den første rejse Anne Marie og jeg var på sammen var vores bryllupsrejse i 1997. Vi var en uge på Ægina i Grækenland, en rejse, der uden vi vidste det dengang satte kursen for mange af vores senere rejser. Det var første gang nogen af os snorklede fx. Vi lejede en bil, en lille Fiat Panda, og brugte en dag eller to på at udforske øen. På et tidspunkt kom vi forbi en lille bugt, hvor der lå et forladt resort. Det lignede noget fra en zombiefilm. Der var stadig parasoller ved den lille private strand, men der havde ikke været mennesker længe. Alt var forfaldent, beskidt og forladt. Stedet nærmest vibrerede af atmosfære. Creepy, selvom det var højlys dag og den græske sol bagte ned på os. Vi stoppede og sad længe og så på stedet. Men vi gik ikke ud af bilen, og vi tog ingen billeder. Det sidste har pint mig lidt lige siden. Dengang brugte kameraer film, der skulle fremkaldes, og hvis man tog en hel film på 36 billeder på en uges ferie, var det faktisk lidt vildt. Man sparede på billederne. Det kamera, jeg havde, tog nu heller ikke særlig gode billeder, men alligevel. Jeg ville godt have haft et par billeder af det forladte resort i dag.
Jeg er forfatter, med smag for gode gys, så det er måske ikke så underligt, at jeg har en svaghed for forladte bygninger eller spøgelseshuse, om man vil. Og sidenhen har jeg gjort det til lidt af en sport at tage billeder af spøgelsehuse på vores rejser rundt om i verden. Her under er et lille udpluk af dem.
Dette spøgelseshus fotograferede jeg en bagende varm dag i 2015 på øen Koh Yao Noi i Thailand. Taget er blæst i stykker, vinduerne er knust, og det er sikkert fuld af slanger og edderkopper, som det ligger der i skovbrynet. Hvad man ikke kan se på billedet er udsigten, som næppe fås bedre mange steder i verden. Stranden, det tyrkise hav, og Krabiområdets formidable klippeøer længere ude. Hvordan nogen kan opgive et hus med den beliggenhed er en gåde.
Dette billede er en anelse slørret. Det skyldes, at jeg tog det i farten fra en bus et sted på Malta i 2012. En gammel, forladt boghandel. Et levn fra en svunden tid. En gammeldags boghandel. Jeg forestiller mig, at det var sådan en boghandel, der solgte bøger og ikke så meget andet. En rigtig boghandel. Måske blev den drevet af et ældre ægtepar. Jeg kan næsten se dem for mig. Lugte bøgerne. Føle tristheden, da boghandlen lukkede efter mange år. Lukkede den, fordi ejerne blev for gamle? Fordi badegæsterne i Malta ikke længere gad læse bøger? Fordi huslejen steg? Man kan forestille sig hvad som helst, og det er netop det, der er det fede ved gamle forladte bygninger. De får en til at stoppe op og undres.
Denne forladte villa fotograferede jeg på en gåtur med mine to drenge i byen Seminyak på Bali i 2014. Stemningsfuld, ikke? Jeg får altid lidt en fornemmelse af, at nogen ser ud på mig, enten fra vinduet eller fra døren, der står på klem. Seminyak er om noget en turistby på Balis sydlige del. Denne del af byen bestod af store, herskabelige villaer. Smukke, velholdte bygninger. Og så dette spøgelseshus.
Rethimno på Kreta i Grækenland er en ikke voldsomt græsk by at se på. Den forekom mig mere italiensk. Da vi var der i 2006, var byen meget forfalden og rummede ganske mange spøgelseshuse. Dette er blot et af dem. Jeg kan se på nettet, at byen er blevet restaureret, siden vi var der, og husene er reddet, hvilket er godt, men det må være en noget anden stemning at gå i gaderne om aftenen i dag, end det var i 2006, hvor mange huse var som dette, og flagermusene baskede forbi.
Jeg tog dette billede tilbage i 2004 i ørkenlandsbyen Chebika i Tunesien. Hele landsbyen er en forladt spøgelsesby, der langsomt smuldrer hen under den bagende ørkensol. Der er knastørt og ekstremt varmt. Saharas sand er langsomt, men sikkert ved at sluge landsbyen, der på Jesu tid rummede en romersk forpost. Der boede mennesker i disse huse helt frem til 1969, hvor et voldsomt skybrud ødelagde hele landsbyen. En ny by er siden vokset frem neden for ruinerne, tættere på oasen, mens hele den gamle landsby er opgivet og forladt. Som alle forladte steder rummer ruinerne et ekko af liv, et pust af levet liv og måske antydningen af noget i skyggerne, man kun fornemmer, men for mig siger disse bygninger noget særligt om livet om skæbens ironi. Dette er en landsby, der har overlevet under Sarahas bagende sol i årtusinder, for en dag at blive udslettet af et regnskyld.
En forladt biograf på hovedgaden, der fører ud af San Miguel, den eneste by på øen Cozumel i Mexico. Lige som boghandlen tidligere vidner dette billede om tidens gang, og engang så vigtige kulturelle fæstninger, der har mistet deres livsgrundlag og er blevet forladt. Det gør mig en smule trist. Biografer var engang mange småbyers hjerte. Nu sidder folk hjemme foran Netflix i stedet. Engang duftede her af popcorn, mens spændte teenagere måske håbede på et lille kys i mørket.
Dette er en ganske stor, forladt etageejendom i Nessebar i Bulgarien, som jeg fotograferede tilbage i 2003. Det er en bygning, synes jeg, som viser en anden side af forladte bygningers atmosfære, nemlig det smukke forfald, den rustikke skønhed, der rummer en sær længsel. Der er noget af den samme skønhed, efterår kan have, noget vemodigt, der så samtidig har en dragende tiltrækning. Hvis dette er et spøgelseshus, så er det en helt anden type genfærd, end dem man finder i dystre gotiske bygninger, tænker jeg. Og så alligevel, for skindet bedrager, og man ved aldrig, hvad kælderen gemmer. Nessebar er den middelalderby, der ligger på en klippe direkte syd for Sunny Beach, og selvfølgelig har en bygning som denne ikke fået lov at stå og forfalde i de femten år, der er gået, siden jeg tog dette billede. Bygningen er i dag restaureret og i brug. Den er stadig rosa og hvid, men al charme er gået tabt.
Dette forladte resort fotograferede jeg på en lille ø i Indonesien i 2014. Øen hedder Gili Trawangan og er en ø uden motoriseret trafik og med havskildpadder og koralrev lige ud for stranden på østkysten. Vestkysten er noget mere mudret og mangrove-agtig end østkystens hvide sandstrand. Her cyklede vi en sen eftermiddag forbi dette forladte resort, der engang har rummet både bunglows og restaurant. Alt det var fortid. Tilbage stod bygningerne som et ekko af det liv, stedet engang må have rummet. Et ekko, der stadig kunne fornemmes. Et ekko af glade turister, sikkert flest australiere, som det gerne er på de kanter, på vej hjem fra stranden på øens anden side eller netop ankommet i en af øens hestevognstaxaer. Et ekko af de folk, der har arbejdet der. Dem, der virkelig udgjorde stedets nerve og liv. Rengøringsfolkene, kokkene og tjenerne på restauranten, portieren oppe ved disken, havemanden. Ejeren, en rigmand, der måske kun kom forbi, når der var problemer. Eller var det en familie, der ejede stedet og måske drev det selv? Men det er også et sted, der sikkert rummer en helt anden slags ekko, når mørket først har sænket sig, og slangerne kryber frem, mens flagermusene suser forbi, og noget, man ikke helt kan se, kigger ud på én fra et af vinduerne med øjne, der gløder svagt orange. Livet, lyset, gæsterne, de ansatte, alle har de forladt resortet, der nu forfalder i sit eget tempo, mens et andet liv har taget over. Tør du tjekke ind her, bare for en nat?
Denne nærmest gotiske og overbevoksede villa med tårn og tagterresse er måske den af alle disse forladte bygninger, der virkelig ligner et spøgelseshus. Sådan et, hvor man kunne forestille sig Dracula flytte ind. Jeg fotograferede det i 2012 i St. Julian’s på Malta. Huset er restaureret sidenhen, og den vildtvoksende, herligt kaotiske have er væk.
Dette er det højeste spøgelseshus, jeg har fotograferet til dato. Jeg tog billedet i 2011 fra breden af Chao Phraya, floden der løber gennem Bangkok. Vi var lige kommet i land efter en noget våd tur i en longtail boat og stod og forsøgte at regne ud, hvordan i al verden, vi nu kom tilbage til hotellet. Jeg tror, at det var min ældste søn, Magnus, der spottede den forladte skyskraber. Jeg skyndte mig selvfølgelig at tage et par hurtige billeder af den, selvom jeg ikke rigtig troede på, at det virkelig var en forladt bygning. En fucking skyskraber. Hvem bygger et så stort hus og forlader det igen? Men den er god nok. Huset hedder Sathorn Unique Tower. Det er 185 meter højt og rummer 47 etager. Det blev opført for tyve år siden, men aldrig færdiggjort. Siden byggeriet blev opgivet, har spøgelsestårnet fået lov til at stå og forfalde. Ingen vil betale for at bygge det færdigt og slet ingen for at rive det ned igen, så der står det. En forladt mini-verden midt i Bangkoks summende liv, en ø fuld af hemmeligheder i et hav af lys og bilkøer, glemt og forladt, nærmest som i en blind vinkel. Men det smuldrer, vind og vejr gør deres, tiden bider, og en dag styrter det måske sammen.
Jeg nævnte tidligere, at jeg er forfatter til hverdag. Og både vores rejser og min fascination af forladte bygninger har inspireret mig til mange historier. Mit helt nye gys hedder ‘Frygt Fabrik Fælde’ og er inspireret af min fascination af forladte bygninger. Det kører i øjeblikket som lydbogsserie på eReolen. Hvis du, som jeg selv i øvrigt, helst vil læse dine bøger selv, så udkommer romanen også både som papirbog og e-bog november 2018.
Mod nye grænser 
4 thoughts on “Spøgelseshuse rundt om i verden”